1. juni 2010
Det nordisk-baltiske samarbejde (NB8) blev etableret i starten af
1990erne. Siden da har såvel Østersøregionen som den internationale
geopolitiske situation ændret sig.
Både EU og NATO er blevet udvidet, og adskillige regionale institutioner
er oprettet, ligesom der også er iværksat mange regionale initiativer.
Det er derfor vigtigt at tilpasse det nordisk-baltiske samarbejde disse
regionale og internationale ændringer.
I egenskab af hhv. formand for Det Baltiske Ministerråd og for det
nordiske udenrigspolitiske samarbejde har Letland og Danmark besluttet
at udpege to højtstående repræsentanter, der skal udarbejde en
omfattende analyse af det nordisk-baltiske samarbejde. Repræsentanterne
er Letlands tidl. stats- og udenrigsminister, Valdis Birkavs, og tidl.
danske forsvarsminister Søren Gade. De to repræsentanter skal på
baggrund af en omfattende analyse af det nordisk-baltiske samarbejde
komme med anbefalinger til, hvordan man kan styrke dette samarbejde og
derigennem gøre de otte lande bedre i stand til i fællesskab at imødegå
regionale og globale udfordringer.
Anbefalingerne vil blive præsenteret
i form af en rapport til det nordisk-baltiske udenrigsministermøde den
26. – 27. august i Letland.
www.um.dk